Operation af kat
Hos Dyrlægen Fredensborg tilbyder vi både akutte og såkaldte elektive operationer, som planlægges på forhånd og ikke er livs-nødvendige. Herunder kan du læse lidt om et udpluk af de mest almindelige operationer, samt hvordan et operationsforløb som udgangspunkt foregår hos os.
Som dyrlæger er vi udfordret af, at vi ikke kan bede vores patienter om at sidde stille til selv simple indgreb, eller forklare dem at det er hurtigt overstået og at det er meget nemmere for både dem og os, hvis de ikke kæmper imod. Langt de fleste operationer foregår derfor under let sedation eller fuld anæstesi, som I kan læse mere om nederst på siden.
Vi tilbyder også blodprøver til halv pris i forbindelse med operationer, og anbefaler det til dyr over 8 år.
Klik her for at læse om operationer hos hund.
Klik her for at læse mere om tandbehandlinger.
Sterilisation
Når man steriliserer en kat, fjerner man som udgangspunkt æggestokkene (ovarierne) gennem en lille åbning i bugvæggen lige under navlen. Incisionen bliver oftest syet med indvendige sting, som ikke skal fjernes men opløses over tid. Herefter går hun ikke længere i løbetid, og kan ikke få killinger. Operationen foretages ved katte allerede omkring 16 ugers alderen, da de kort herefter kan gå i løbetid og blive drægtige.
Efterfølgende skal din kat have smertestillende medicin og krave/bodystocking på i omkring en uge, hvor de også skal holdes i ro. Operationen foretages under sterile forhold, og det er derfor som udgangspunkt ikke nødvendigt med antibiotika. Vi tilbyder laserbehandling for at fremme helingen og til at supplere smertebehandlingen. Efter operationen anbefales det at give 10% mindre mad, da der går mindre energi til hormonsystemet og man derfor nemmere kan tage på i vægt.
Hos katte anbefaler vi altid sterilisation, og man kan med fordel få dem chippet, øremærket, vaccineret og registreret samtidig. Vi har rigtig gode tilbud på dette, for at hjælpe med at nedsætte den uønskede kattebestand af vilde katte i Nordsjælland.
Kastration
Når man kastrerer en kat, fjerner man begge testikler igennem en lille åbning i hver side af pungen, som herefter lades være åben. Herefter kan din kat ikke længere lave killinger.
Vi anbefaler altid kastration af katte i en alder af omkring 16 uger, da de kort herefter allerede er kønsmodne. Deres risiko for at blive angrebet af andre katte falder også markant, da de ikke længere anses som en trussel for især vilde katte.
Efter operationen skal din kat have smertestillende og krave på i 3 dage, og holdes i ro. Operationen foretages under sterile forhold, og det er derfor som udgangspunkt ikke nødvendigt med antibiotika. Vi tilbyder laserbehandling for at fremme helingen og til at supplere smertebehandlingen.
Efter operationen anbefales det at give 10% mindre mad, da der går mindre energi til hormonsystemet og man derfor nemmere kan tage på i vægt.
Hos katte anbefaler vi altid sterilisation, og man kan med fordel få dem chippet, øremærket, vaccineret og registreret samtidig. Vi har rigtig gode tilbud på dette, for at hjælpe med at nedsætte den uønskede kattebestand af vilde katte i Nordsjælland.
Andre operationer
Vi har et versatilt team hos Dyrlægen Fredensborg, og foretager de fleste operationer både til dagligt og i vagten; alt fra bylder, blødninger og sår, til amputationer, fremmedlegemer og visse øjen-operationer (korrektion af øjenlåg mm.). Hvis du på forhånd kender til en operation, som du gerne vil vide mere om, kan du altid ringe til klinikken og forhøre dig på 4848 5040.
Vi er klar over, at det er en stor ting at få sin bedste ven opereret, så vi taler gerne hele forløbet igennem, så vi er sikre på, at det er det rigtige for jer. Hvis du ønsker at tale direkte med dyrlægen kan du de fleste dage træffe en mellem kl 8-8:30 på samme nummer.
Vi er alle meget vant til at håndtere katte, og bruger blid behandling og så lidt restriktion som muligt under behandlingen, og tilbyder også en blid angstbehandling hjemmefra. Selv katte der er bange for dyrlæger, kan håndteres med blid og kyndig hånd, eller med de nødvendige hjælpemidler. Lad os gerne vide på forhånd, hvis der er noget særligt du eller din kat har brug for.
Operationsforløb
Forberedelse
Operationer hos hund og kat foregår i fuld narkose, og de skal derfor være fastet fra midnat dagen før. De indleveres som udgangspunkt om morgenen mellem 8 og 8:30, og får herefter eventuelt taget en præanæstetisk blodprøve — altså en såkaldt organprofil som fortæller os, om det er sikkert at bedøve dit kæledyr. Vi anbefaler blodprøver til alle dyr over 8 år, da vi i denne aldersgruppe ser flere problemer som vi gerne vil kende til, inden vi bedøver dit elskede dyr. Det er aldrig forkert at tage en blodprøve, da den kan bruges til senere sammenligning hvis dit dyr skulle blive syg. Derfor har vi 50% rabat på blodprøver i forbindelse med anæstesi.
Når vi har fået blodprøvesvaret fra vores smarte in-house blodprøvemaskiner, bruger vi din hund eller kats eksakte vægt, den kliniske undersøgelse og eventuelle blodprøve til at udvælge og udregne den helt perfekte dosis medicin — en såkaldt præmedicinering. Din hund eller kat får herefter et prik i låret, og falder stille og roligt i en let søvn på omkring 10 minutter.
Bedøvelse og behandling
Når din kat sover godt, får de endnu en bedøvende sprøjte som desuden virker smertestillende, og sikrer at de ligger dybt nok til operation. Herefter får de en tubus i luftrøret, så de har helt frie luftveje. Tubus’en kan genere en smule og give lidt hoste efterfølgende, men er en vigtig del af at sikre dit kæledyrs sikkerhed under behandlingen.
Under behandlingen har dit kæledyr monitoreringsmaskiner tilsluttet, og der bliver jævnligt taget temperatur selvom vi altid har dem liggende på regulerede varmepuder og tæpper, så de holdes varme. Dette er vigtigt, da man under og efter bedøvelse er dårlig til at regulere sin egen temperatur — det skal man også være opmærksom på, når man får sin hund eller kat hjem igen. Husk at informere os, hvis der er noget særligt vi skal være opmærksomme på under bedøvelsen, som I gerne vil have kigget nærmere på. Der bliver også givet kvalmestillende for at modvirke ubehag efter bedøvelsen samt første dosis smertestillende, og hvis det er aftalt, er det også her din hund eller kat vil modtage laserbehandling, som fremmer helingen.
Når behandlingen er overstået, får de en sprøjte som modvirker den bedøvelse de fik, og de vågner stille og roligt. Nogle hunde og katte vågner hurtigt mens andre vågner langsomt, og vi har dem derfor altid indlagt til omkring kl 12-14, for at sikre os, at de kan gå hjem i deres eget tempo.
Hjemgang og efterbehandling
Når du henter din bedste ven, er det helt klar til at gå hjem, men er forventeligt lidt trætte resten af dagen. De må gerne få mad når de kommer hjem, men kattene skal holdes inde, da de som tidligere nævnt har svært ved at regulere deres egen temperatur og derfor kan have svært ved at holde varmen. Ellers er der ingen forbehold efter bedøvelsen, og I kan tage på arbejde næste dag som var intet hændt.
Hos os er det muligt at aftale et forløb med laserbehandling efter operationen, som fremmer helingen og kan betyde at en eventuel krave eller bodystocking kan komme af tidligere end uden laserbehandlingen.
Efter ti dage inviteres I ind til en gratis kontrol, hvor vi fjerner eventuelle sting og tjekker helingen. Dette foregår ikke i bedøvelse, men ligesom hvis I havde været inde til et sundhedstjek. Her vil der oftest gives den sidste laserbehandling.
I skal altid være velkomne til at ringe på telefon 4848 5040. Vi svarer også gerne på spørgsmål, hvis I skulle have brug for en uddybning eller har særlige ønsker.