Nyheder

Tilmeld jer vores nyhedsbrev ved at kontakte os på en hvilken som helst måde, og gå ikke glip af de seneste nyheder, værdifuld information og sjove konkurrencer. Nyhedsbrevet udkommer maksimalt fire gange årligt.


Kampagner

Oktober

Vi fejrer vores spritnye tandbehandlingsapparat ved at have ekstra fokus på tænder — vi tilbyder alle et gratis tandtjek hvor vi kigger på tænderne uden bedøvelse og gennemgår hvordan I bedst muligt holder styr på tænderne derhjemme, hvilket legetøj man bør undgå at tilbyde sit kæledyr og hvilke snacks og fodertyper der kan hjælpe med at nedsætte mængden af tandsten og dermed øge sundheden af både tænder og resten af patienten! 

November

I takt med at det bliver koldere bliver gigtgener værre, så her tilbyder vi halv pris på konsultationer hvor vi gennemgår jeres kæledyrs bevægeapparat og historik, og taler om hvad vi kan gøre for at mindske eventuelle gener og smerter. Dette er som udgangspunkt åbent for alle patienter, men fokus er på ældre hunde og katte, da disse hyppigst døjer med netop denne problematik.

December

I starten af december måned er det tid til at tage stilling til nytårsmedicin - eftersom al nytårsmedicin er stærk medicin, er det vigtigt at sundhedstjekket er foretaget indenfor 30 dage før opstart på medicinen. Derfor tilbyder vi såkaldte nytårskonsultationer til halv pris, hvor vi taler om tidligere nytårsaftener, hvad I før har prøvet og hvordan dette virkede. På denne måde sikrer vi os den bedste mulige behandling for netop dit kæledyr. Nogle dyr behøver ikke receptpligtig medicin, men kan nøjes med kosttilskud som eksempelvis Kalm eller feromoner som Feliway - dette kan vi også rådgive om. I vil også få udleveret gode råd til træning og selve nytårsaften, så alle får den bedst mulige start på det nye år!

Decemberhygge

I december vil I kunne komme ned til os med en julesok til jeres dyr (det eneste krav er, at der skal være navn på - ellers sætter kun fantasien grænser!), som vi vil bruge til at pynte klinikken op og lægge lidt godt ned i, i løbet af December. Julesokkerne kan derefter afhentes mellem den 20. December og 12. Januar, og I kan dele gaverne med jeres firbenede venner!


Nyheder

Efterår 2023


I september startede dyrlægestuderende Johanne på klinikken, så hun kan hjælpe med at afløse Malou som er startet på studiet igen og derfor ikke kan være på klinikken alle de sædvanlige dage. Johanne har lige skrevet sin bachelor på studiet og har taget et års orlov for at arbejde og få noget praktisk erfaring — hun arbejder desuden hos dyreværnet, og så er hun, ligesom Malou, super sød og dygtig. 

Missi vendte tilbage fra barsel i september og jeg, Ashley, fik lidt velfortjent ferie efter tre måneders vild opstart. Det har været en kæmpe fornøjelse at møde jer alle, og vi ser begge frem til fortsat at hjælpe jer og jeres dejlige dyr!

Her fra oktober indgår Missi i vagten, så mandagens skadestue mellem 17-23 nu fordeles ligeligt mellem os. I oktober har vi også to weekender mellem 8-23 (uge 41 og 43), men husk at I altid kan ringe på vores sædvanlige nummer og blive omstillet til en dyrlæge i vores vagtkreds, hvis uheldet skulle være ude.

Vi vil dog helst gerne nøjes med at se jer til de årlige vaccinationer med godbidder og klap! ;) Husk at I altid er velkomne til at komme og låne vægten og få en godbid!


I september blev der fundet Myxomatose hos kaniner i Fredensborg, og vi vil derfor gerne opfordre jer til alvorligt at overveje vaccination af jeres kaniner, hvis de ikke allerede er vaccineret årligt. Myxomatose er en meget alvorlig og dødelig sygdom uden reel behandling, kun vaccination kan forebygge den, og den smitter via stikkende insekter så både inde- og udekaniner kan rammes. Den er desuden anmeldepligtig, så Fødevarestyrelsen skal altid informeres hvis man mistænker at have set sygdommen. Pas på jer selv og jeres pelsede venner! 

Nyheder

Juni 2023


Per 1. juli 2023 gennemgår klinikken et ejerskifte. Katrine vil fortsat tilbyde sine specialydelser indenfor homøopati på klinikken efter aftale, og vil fortsat arbejde med heste.
Alle informationer om jeres kæledyrs vaccinationsstatus, sygdomshistorik og journaler overgår ligeledes, så det bliver så glat en overgang for jer som overhovedet muligt.


Jeg hedder Ashley og er den nye ejer og daglige leder af Dyrlægen Fredensborg. Jeg er uddannet dyrlæge fra Københavns Universitet og skrev speciale i tandrøntgen samt erhvervsprojekt i Vancouver, Canada, hvor jeg brugte et år under kandidaten. Jeg har tidligere arbejdet som vagtdyrlæge i Birkerød og på henvisningsklinik på Frederiksberg, men har valgt at erhverve Dyrlægen Fredensborg fordi jeg ønsker at kæmpe for min egen drøm i stedet for andres. Min helt store interesse er indenfor klientkommunikation og intern medicin, men kort fortalt elsker jeg bare dyr. Jeg mistede for nyligt min elskede gravhund, Yana, som I kan møde i klinikkens nye logo!

Klinikkens personale følger med i overdragelsen, så I vil som regel møde kendte ansigter på klinikken ved jeres besøg. Klinikken vil derfor fortsætte i Katrines ånd med samme, venlige sjæl, sammenholdt med investeringer, forbedringer og et endnu højere fagligt niveau. Nogle af de tiltag I som ejere vil opleve er, at der sættes længere tid af til konsultationerne, så vi kan lære hinanden bedre at kende og dermed kan yde jeres kæledyr den bedst mulige pleje, uden at skulle skynde os. Fremover vil vi hver dag afsætte tider til akutte patienter, så I altid er sikret mulighed for at komme til jeres vante dyrlæge, og vi altid har tid til at give jer den behandling I har brug for. Der vil også på udvalgte dage være mulighed for tidlige morgenkonsultationer og tider først på aftenen, så vi bedst muligt kan arbejde rundt om jeres travle hverdag.

Derudover utiliserer vi mit speciale og har investeret i et tandrøntgen, så vi kan yde endnu bedre tandbehandlinger og forebygge talrige tandproblematikker. Der vil fremover også være mulighed for at få rabat på blodprøver taget i forbindelse med anæstesi, så vi ved om der er noget særligt vi skal tage hensyn til og kan sikre den mest skånsomme bedøvelse. Det vil også fremover være nye diagnostik- og behandlingsmuligheder for senior patienter, blandt andet et særligt seniortjek og mulighed for at udføre blodtryksmåling på katte hjemme i deres vante, rolige omgivelser.
Der vil også fremover være en “kattestation” til højre når I kommer ind af hoveddøren, hvor I vil kunne stille jeres kattekasse, så de har et godt overblik over klinikken og er i fred for eventuelle hunde.

Vi vil fortsat være med i vagtfællesskabet med døgnvagt, og have akutvagten/skadestue mandag aftener mellem 17 og 23. Her kan I møde en af jeres sædvanlige dyrlæger, hvis uheldet skulle være ude. I skal blot ringe til klinikkens sædvanlige telefonnummer, og så vil I blive omstillet til vagthavende dyrlæge.
Det vil også fremover være muligt at tale med en dyrlæge når man ringer til klinikken på hverdage mellem 8 og 8:30; her vil man blandt andet kunne følge op på konsultationer, diskutere medicin, prøvesvar og recepter.

Hold et vågent øje med vores facebookside, hvor vi i fremtiden vil dele lidt fra hverdagen, konkurrencer og spændende events.
Vi opfordrer helt generelt alle til at tage jeres kæledyr forbi indenfor klinikkens åbningstid til et hej, en godbid og et lille nus, så I får nogle gode, rolige oplevelser uden at skulle op og stå på bordet og stikkes.


Konkurrencer gennem vores nyhedsbrev

  1. Hvad er den hyppigste grund til at vi må trække tænder ud på vores patienter? 

    A. Knækkede tænder.
    B. Parodontose.
    C. Fordi der er for mange. 

  2. Hvad er et tegn på blærebetændelse hos hund?

    A. Tisser oftere — nogle gange indenfor.
    B. Sover pludselig i sofaen når man ikke er hjemme.
    C. Trækker på tur. 

  3. Hvilke ting kan hunde og katte ikke tåle at spise? 
    A. Gulerødder, agurker og chokolade.
    B. Lammekød, ris og vindruer.
    C. Vindruer, chokolade og xylitol (kunstigt sødemiddel). 


    Vinderen af tre oksepenisser trækkes 14/10/2023.

Foder og tilskud kan købes ved henvendelse til vores reception.

Konkurrencerne kan blandt andet udløse disse lækre præmier…